4 kommentarer til “More from China”

1. Juliana Hodkinson:
   13. september 2007 kl. 22:02

   Toke, det er nogle meget fine og stemningsfulde optagelser. Har du lavet mange af dem, og har du planer om, at bruge dem til andre formål?

2. Toke Odin:
   24. oktober 2007 kl. 17:25

   Tak! De kinesiske optagelser har jeg ikke så mange flere af, men jeg holder meget af at optage de lyde jeg hører rundt omkring. Det er tilsyneladende nemmere at blive optaget af fremmede lyde, end af dem jeg omgives af til daglig, måske derfor den asiatiske overvægt af lyde på min hjemmeside.

   Jeg kunne godt forestille mig en række andre formål at bruge lydene til; at kæde dem sammen på en flydende måde kunne være én. Jeg har allerede forsøgt en sådan sammenkædning i et stykke (Rejse i Vietnam - http://www.oddwaveforms.com/journeyvietnam.mp3), men det jeg bedst kunne tænke mig nu er en sammenkædning i dokumentarisk form, således at lydene i højere grad får lov til at stå for sig selv.

   Endelig kunne jeg tænke mig at lade sådanne lyde spille sammen med fotomediet, det jo en vældig velprøvet ting, sådan at kombinere lyd og billed. Begge medier forbindes ofte med en en dokumentarisme, og det er også hvad jeg godt kan lide ved dem - at jeg ved at bruge disse medier tilsyneladende formidler en lille flig af en sammenhæng, der allerede findes, og som jeg blot henter. Materialet sidder fast et eller andet sted, og så kan jeg gå rundt om det, og nærme mig det som jeg vil.

   Har du nogen ideer til hvordan man kan bruge sådant materiale?

3. Juliana Hodkinson:
   15. november 2007 kl. 16:32

   Tak for musikken, Toke! Ok, vi kan godt gøre dét her til en slags netdoktor.dk for feltoptagelser. Så skal jeg vistnok lære at svare lidt hurtigere, inden der er nogen, der går og hobbler alt for længe rundt på en brækket feltoptagelse, eller ligefrem dør af lydstop.

   Fremmede lyde.

   På den ene side, er der dem, hvor det fremmede er ufattelig konkret. En stemme, der taler på et sprog, vi ikke forstår. Lydbilledet af en by, der ikke ligner vores egen. Et instrument, der virker eksotisk. Man finder lyden, stiller mikrofonen, og så er den hjemme.

   På den anden side, er der det kompositoriske træk, der hedder nu-tager-jeg-en-konkret-lyd-og-gør-den-fremmed. Og det kan gøres på ufattelig mange måder. Det er også til dels et spørgsmål om, hvor fremmed den skal blive og for hvem. Er det Pierre Schaeffer, der sidder med en toglyd, Karlheinz med en drengestemme, Tristan Murail med en klokke, eller Denis Smalley med en … ok, der står jeg af.

   I dit vietnamstykke her har du delvis gjort tingene mere fremmede end de i forvejen er, og så synes jeg at du serverer dem på en måde, der samtidig gør dem tilgængelige i deres fremmedhed.

   Det vil sige, du nøjes ikke med blot at lade den vietnamesiske stemme køre, men du slører den til, så selv én der forstår vietnamesisk vil få svært ved at forstå sproget. Måske var det en gave ved selve optagelsesøjeblik (at du fangede den i radioen, og den var tilstrækkeligt forvrænget i forvejen), måske har du valgt en masse andre tydeligere optagelser fra, eller måske har du siddet hele natten og filtreret en ellers uskyldig klar og tydelig stemme indtil den ligner CB-radio. Det vil jeg ikke kunne sige. Men lidt fremmed vil du i hvert fald have, at den skal blive, og du har placeret den lige dér, hvor du vil have den, på skalaen fra ‘rent-og-ubehandlet’ til ‘fuldstændigt uigenkendeligt’.

   Så tilføjer du (og nu taler jeg om hele stykket, ikke blot behandlingen af talestemmen) beats, kor, comfortsynths, plus det løse; kort sagt, du lægger en genkendelig og idiomatisk musikstil over det hele, der, som du selv siger, kæder dem sammen på en flydende måde. Det er så selvfølgeligt et spørgsmål om lytterens personlig erfaring, om denne stil ligger til højre eller venstre på tryghedsskabende-/fremmedgørende-regnbuen, men der er i hvert fald form og flow, og lydene skyller ind og ud in einem mässigen schritt. (Nice ending, by the way!)

   Så foreslår du en ’sammenkædning i dokumentarisk form’, hvor du tilsyneladende vil lade lydene være forholdsvis fri for filtreringer, tilsætningsstoffer, mv., is that right? Her er 2 ways to go, som jeg ser det umiddelbart (men de udelukker ikke hinanden, og der er også garanteret mange flere): groft sagt, den vertikale og den horisontale.

   1. at man går efter en slags forhøjet virkelighed i selve lydbillede. Det er i stor grad noget, der realiseres i optagelsesfasen - hvilke mics man bruger (binaurals, 180 grader, retningsbestemt, eller whatever), om man vælger simpelthen at studieoptage nogle lyde, som skal stå helt rent. Derefter følger en lang række overvejelser i redigering og mix - hvor mange lag/spor ad gangen, hvor tæt skal lydbilledet være, osv., hvor meget vil man gå op i panorering, og hvis man vil helt derud hvor der går feinschmeckerei i den, skal den afspilles 5.1 eller hvad? Og så, når man har regnet den forhøjet virkelighed ud, kan man selvfølgeligt gå i krig med at vende op og ned på den.

   2. at man lægger sin energi i, at overveje den kronologiske rækkefølge. Her kan det dokumentariske aspekt fx ligge i, at man skaber en slags narrativ i rækkefølgen (det virker lidt modsat, men er det ikke netop kendetegnende for dokumentarisme, at den lægger en historie ned over virkeligheden, at den har ‘en vinkel’?). Walter Ruttmann, Luc Ferrari og Else Marie Pade har alle prøvet, på hver sin vis, at komprimere en dags bylyd ned til ‘lydværk’højde. Igen, værktøjskassen består af de midler, som man ville bruge til at guide en lytter på pædagogisk vis igennem en dokumentaristisk narrativ - og komponistens greb består af at bruge værktøjet til at gøre det på en muligvis lidt/meget modsat måde. Skal der tages kun korte klip af lange lyde, skal alle korte lyde gentages 3,4 gange med 7,6 sekunders mellemrum, skal der være en generalpause hvert 30. sekund, skal det hele gentages forfra fra lidt efter den gyldne snit med et par strukturelle ændringer…? Og så er legen godt i gang.

   Så nævner du det med lyd+foto, og dertil kan jeg kun sige, at det er jeg også ved at varme op til at prøve noget i den retning selv, med en kommende audiovisuel installation. So my Garageband-days are just beginning.

4. Toke Odin:
   10. december 2007 kl. 19:39

   Tak for svaret! Håber ikke at mine lyde har brug al for megen lægehjælp - de skulle gerne kunne klare det lidt endnu.

   Alle lydene på “Rejse i Vietnam” er faktisk reallyd (lige bortset fra et lille klip fra et andet stykke, med dan bau), hvis man kan kalde det det, når man har optaget sine comfortsynths til en koncert. Beatet er forskellige toglyde. Men jeg har filtreret alle lydene og klippet dem op, så de kan optræde i samme flow. Resultatet er vel en genkendelig musikstil, som i bund og grund er vældig tryghedsskabende, og som tager det fremmede i små bidder. Men jeg finder, at det er ganske rart at høre på, den lidt uhyggelige del i midten holdes på plads af noget mere genkendelig lyd.

   Det er sikkert et retorisk spørgsmål, men jo, jeg finder også, at det er kendetegnende for dokumentarisme, at den lægger en historie ned over virkeligheden. Og det kan vel have sine fordele, istedet for at man lægger virkelighed ned over sin historie, hvad man måske kan komme til at føle at man bør, når man arbejder med sit eget materiale - selvom dette eget materiale også indeholder lyde, man ikke selv er herre over.

   Jeg er (for nylig) blevet færdig med en optagelse af et andet stykke, metals, som er for bånd, klarinet og cello. Bånddelen tilhører kategorien nu-tager-jeg-en-lyd-og-gør-den-fremmed, men i dette tilfælde er det en lidt fremmed lyd jeg tager og gør anderledes. Det er et strengeinstrument, der efter div. lydbehandlinger, er kommet til at lyde metalagtigt, som et bækken eller en gong. Jeg har gjort ret meget brug af distortion, men det giver også mening indenfor metal-allegorien, idet bækkener jo laver en god del distortion, jo kraftigere man slår på dem.

   I tilfælde af, at mine lyde har brug for diagnostisering, følger her de nødvendige links:

   Metals-sample: oddwaveforms.com/metalssample.mp3
   Selve stykket: oddwaveforms.com/metals.mp3

Skriv en kommentar